OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Hvordan bliver jeg medlem?
Du kan benytte dig af linket "INFORMATIONSMATERIALE”" på forsiden, hvor du kan lave et print af vores indmeldelsesblanket. Udfyld med dine personlige data, og send blanketten til os. Samtidig skal du pr. giro eller bankoverførsel betale indmeldelsesgebyret på kr. 200,00 incl. opnoteringsgebyr. Når vi har registreret din betaling, vil du få tilsendt dit medlemsbevis. Alle, uanset om du er aktivt eller passivt boligsøgende, skal du hvert år betale kr. 100,00 i ajourføringsgebyr. Så længe, du betaler ajourføringsgebyret, fastholder du din anciennitet.

Hvor gammel skal man være for at blive medlem?
Alle som er fyldt 15 år kan meldes ind.

Kan medlemskabet overdrages?
Nej, medlemsskabet er personligt og kan som hovedregel ikke overdrages. I tilfælde af dødsfald, kan medlemsskabet overdrages til ægtefælle eller hermed sidestillet person.

Hvad koster det at være på venteliste?
Det koster 100,00 at være på venteliste i ét år.

Skal jeg selv huske at betale ajourføringsgebyr?
Nej, hvert år vil du få tilsendt en opkrævning via PBS til fornyelse af ventelisten. Betales beløbet ikke rettidigt, vil du blive slettet af ventelisten, og samtidigt mister du din anciennitet. Tidspunktet, for hvornår du modtager din opkrævning afhænger af, hvilken måned du første gang betaler dit gebyr. HUSK at meddele os din nye adresse, hvis du flytter, da vi ikke automatisk får den via folkeregister eller postvæsen.

Hvor stor en bolig kan jeg få?
Fra 1 juni 2010 kan alle boligtyper principielt tildeles alle ansøgere, både enlige og familier, uanset boligens størrelse. I visse afdelinger bliver 4 og 5 værelses boliger dog primært tildelt boligsøgende med børn.

Hvordan opnår man en ledig bolig?
Ledige boliger tildeles medlemmer på ventelisten. Først til de, som bor i samme afdeling som den ledige bolig, dernæst til beboere fra vore øvrige boligafdelinger og endelig til eksterne medlemmer.

Er jeg ekstern eller intern ansøger?
Du er ekstern ansøger, når du på ansøgnngstidspunktet ikke bor i en bolig i Frederikshavn Boligforening.
Du er intern ansøger, når du bor i en bolig i Frederikshavn Boligforening og søger en anden bolig i den samme afdeling eller i vore øvrige afdelinger.

Hvilket nummer står jeg på ventelisten?
Når du er aktiv boligsøgende har du mulighed for at få at vide hvilken placering du pt. har på ventelisten, ved at kontakte udlejningsafdelingen eller sende en mail til info(at)fbmail.dk. Din placering kan ændres fra dag til dag, fordi andre ansøgere kommer til eller falder fra.

Hvordan kan det gå til, at min placering på ventelisten bliver dårligere?

I en Boligforening tildeles ledige boliger til de ansøgere, som har bedst anciennitet, dog med ovenstående eksterne/interne fordelinger in mente. Medlemmer kan "komme og gå" fra ventelisten. Derfor kan du som ansøger opleve, at du pludselig "trænges bort" fra din placering, når et medlem med bedre medlemsanciennitet, vælger at søge samme bolig som dig. Sådan er "det bare", og et retfærdighedsgrundlag kan ikke debatteres.

Hvor langt opsigelsesvarsel er der på en lejlighed?
Der er 3 måneders opsigelsesvarsel, gældende fra den 1. i en måned, i alle vores lejligheder, også når det drejer sig om dødsfald eller flytning til en af vore øvrige boliger. Opsigelsen skal være os i hænde den sidste dag, før den 1. I en kommunalt anvist plejebolig eller ældrebolig, hvortil der er tilknyttet serviceareal, hvor lejeren dør, er opsigelsesperioden dog begrænset til 1 måned.

Ungdomsboliger kan opsiges med 6 ugers varsel til den 1. i en måned.

Hvordan opsiger jeg min lejlighed?
Opsigelser skal vi have skriftligt og de skal være vores kontor i hænde senest den sidste dag i måneden. Lettest er det at besøge os i administrationen i Sæby eller Frederikshavn, så vi kan vejlede dig med praktiske oplysninger, og hvor vi samtidig kan aftale tidspunkt for flyttesyn. Det er også muligt at få tilsendt en opsigelsesblanket, hvis du kontakter udlejningsafdelingen, tlf. 9620 1940, eller via mail til info(at)fbmail.dk, og meddeler de data, som vi skal bruge. Dvs. fraflytningsdato, telefonnummer og ny adresse.

Er der specielle omstændigheder ved opsigelse af et dødsbo?
Ja i princippet. For at opsige et dødsbo skal der normalt foreligge en skifteretsattest.
Men, for at fremme en genudlejning og minimere huslejebetaling for boet, opfordrer vi til at en retmæssig person hurtigst opsiger boligen, for at genudlejningsprocessen kan begynde, og for måske at spare huslejebetaling i boet.
Der skal på opsigelsestidspunktet være fastlagt til, hvilken dato lejemålet er fuldstændig tømt og rengjort, klar til flyttesyn. Se ovenfor om opsigelsesvarsler.

Er du fortsat i tvivl ?
Kontakt os på tlf. 9620 1940 og vi skal gøre vores bedste for at vejlede dig.

powered by IdeFA Gruppen TYPO3 CMS